Spørgsmålet lyder:
Hvad er forskellen på den almindelige mening og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogproffesionen/ pædagogens arbejde?
Vi har alle en mening, uanset om vi bliver spurgt eller ej. Den kan komme til udtryk eller blot blive tænkt. Meningen lagres og kan forstærkes af nye indtryk eller oplysninger. Den kan bekræftes eller afkræftes, og være styrende for vores handlinger. Vi kan finde årsagen til vores ageren i fortiden udfra meninger, vi dannede, blev pålagt eller på anden måde tillagde os på det givne tidspunkt.
Men når vi giver vores mening tilkende, er bevidstheden om vores rolle/funktion, i den givne situation afgørende. Jeg kan som privatperson aflsutte min deltagelse i en snak med, "sådan er jeg bare opdraget til at mene", eller " det syntes jeg bare". Det giver en knap så spændende meningsudveksling, og giver ikke anledning til yderliger snak, men muligheden er med rette berettiget.
Hvis jeg vil ytre min mening, som pædagog, er jeg forpligtet til, at begrunde min påstand, mening og holdning fagligt, og ud fra en faglig teoretiske viden, som jeg i uddannelsen og i jobbet som pædagog tilegner mig. Og jeg er forpligtet til at opdatere min faglige viden, så jeg begrunder ud fra ny og nutidig viden i det pædagogiske felt.
Jeg tænker ofte, når jeg debattere med andre "skal vi overbevise hinanden eller skal vi mødes i snakken" ??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar